I grunden er det ubegribeligt, at der udkommer så mange bøger, som tilfældet er. Men hvorfor skrive dem, hvorfor producere dem og hvorfor i alverden spilde tid på at læse dem? Hvad kan litteratur?

At dømme efter den rolle litteraturen og forfattere indtager i samfundet og i samfundsdebatten, så bidrager litteraturen ikke noget videre til vores forståelse af, hvad det egentlig er, vi har gang i i disse år. Jeg kan ikke mindes hvornår en forfatter sidst har sagt noget … jeg kan huske eller som fortjener at blive husket.
Men er der i de litterære landskaber alligevel optræk til en forståelse af den situation, vi befinder os i? Ikke kun USA, men også Europa, og ikke kun Europa, men også i Danmark og resten af verden?
Jeg ser det ikke.
Alligevel læser vi, måske som aldrig før, og måske er grunden vore håb, samt at bogen er et relativt frit medium. Frit i den betydning at den ikke, i hvert fald ikke totalt, er underlagt pressens kor af eliteorienterede medier. Mange, herunder mig selv, har den – måske gammeldags – forestilling, at litteraturen, udover at tilbyde grænseoverskridende oplevelser, også har til opgave, ikke kun at mærke verden, men at forstå den og sætte problemer under debat.
Som det blev formuleret for ca. 140 år siden.
Og det er ikke kun de gamle problemer, der skal debatteres. Det, det gælder om i dag, er at komme til en forståelse af vores egen tids problemer. Og her kniber det, selvom de senere år har demonstreret forsøg på og tilløb til opbrud fra den fastlåsthed, som har præget kulturens verden, og som har reduceret den til at være smagsdommer og leverandør af ”spændende” (læs: ligegyldige) oplevelser.
Flere og flere forfattere synes i disse år at skamme sig over at befinde sig i en narcissistisk og tvetydig spejlverden, hvor kun æstetiske oplevelser tæller. De søger at bryde ud, men kan oftest ikke, blandt andet fordi de sidder fast i sproget og i et ideologisk panser, der forhindrer dem i at forstå. Et eksempel herpå er Jacob Ejersbos posthumt udgivne Afrika-trilogi.

Forleden fik jeg en henvendelse fra en mand, der gjorde mig opmærksom på, at en international fremtrædende marxistisk kritiker havde begået et efter sigende banebrydende værk. Og om ikke det var noget for Hovedland? Det kunne det være, men jeg troede det ikke. I globaliseringens æra synes hverken neo-liberalismen eller marxismen at have nogen forståelse af tidens problemer, det vil sige, der er tilløb til en naturforståelse, altså en forståelse af at vi lever i en fysisk verden, men når det gælder menneske-, kultur- og samfundsforståelse, så stopper forståelsen. Her er det fortsat kapitalistiske forståelsesformer, der dominerer: neoliberalisme, kulturradikalisme eller marxisme. Det gør ingen stor forskel.
Og det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Det indebærer, at den absolutte nøglefaktor er kapital. Den er omdrejningspunkt for forståelsen, og den underlæggende præmis er, at der altid vil være knaphed på kapital. Det er den grundlæggende, men ikke tidssvarende opfattelse.
Eksempel: I dag er den såkaldte finanskapital måske 10-20-30 gange større end realkapitalen. I globaliseringens epoke sætter reguleringer og liberaliseringer dagsordenerne. Det har skabt grobunden for det amokløb, som karakteriserer finansmarkederne og samfundene.
Enhver med nogenlunde sunde sanser kan se det: det er ikke længere kapitalen, der sætter grænser for væksten, men råvarerne: naturen og menneskene.
Eksempel: Det er ikke længere fiskerflåden, overvågnings- eller andet elektronisk udstyr, der er den begrænsende faktor for fiskeriet, det er ikke længere de billioner af milliarder af Euro, der fyger hen over skærmene fra kontinent til kontinent, som begrænser. Det er derimod fiskene, som trues af udryddelse, der sætter grænserne.

Det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Men det burde være anderledes. I en artikel i Ecological Economy foreslår Herman Daly termen ”natural-ressource-ism” til at beskrive, hvordan økonomien i virkeligheden hænger sammen.
Den ”naturlige” vækst er ophørt i Vesten, alligevel fortsætter ”væksten” og akkumuleringen af finanskapital med det resultat, at ubalancerne mellem real- og finanskapitalerne i 2008 har skabt finanskrisen og gældskrisen. Det betyder, at muren er ramt, og at indehaverne af de finansielle værdipapirer ikke længere kan forvente at få de voksende bjerge af finanskapital forrentet.

Hvis det forekommer for spekulativt og abstrakt, så har den økologiske økonomis pioner Frederick Soddy i Herman Dalys referat fra den omtalte artikel anskueliggjort problemet.
Lad os sige, vi har en finansiel post et sted. Den kalder vi for 2 minus-grise. Det er et matematisk omfang, der ikke har nogen fysisk eksistens. Populationen af minus-grise kan vokse og er vokset eksponentielt, helt uden grænser: 2-4-8-16-osv. Heroverfor har vi måske 2 rigtige plus-grise. De er fysiske og udgør nogens velstand. Populationen af plus-grise kan kun vokse i det omfang, vi er i stand til at fodre dem og give dem fysiske vækstbetingelser. En sådan vækst går langsommere, meget langsommere. Populationen af plus-grise, vores velstand, kan vokse som et resultat af den indsats af faktorer, der finder sted: 1-2-3-4-osv.
I dag er der opstået et så gigantisk misforhold mellem finanskapitalens størrelse og de reale kapitaler, mellem minus-grise og plus-grise, at det har udløst uløselige konflikter, der truer med at udvikle sig fra finans-, gælds- og samfundskrise, til Euro-kollaps og verdensøkonomiens sammenbrud.

Kulturelt set stiller den krise, vi oplever, litteraturen og kunsten overfor en forbandet forpligelse: nemlig forpligtelsen til at kunne skelne plus-grise fra minus-grise, til at skelne substans og virkelighed fra skinnet, der jo som bekendt alt for ofte bedrager.

Et forsinket godt nytår!

Steen Piper